Jeg kæmpede lidt med overskriften her, for jeg kunne lige så vel have spurgt: Hvad er formålet med hele uddannelsessystemet? Hvad med sundhedssektoren? Hvorfor skal vi have offentlig transport? Hvad med forsyningssektoren? Hvad med fængsler? Hvorfor i dene hele tage lade staten og kommunerne stå for noget som helst?

Kunne vi ikke bare overlade alting til private aktører? Ville det ikke være mere rentabelt?

Efter Trumps valgkamp og -sejr i 2016 begyndte man for alvor at tale om "fake news" og "det postfaktuelle samfund". Sandheden er naturligvis at vi aldrig har haft et faktuelt samfund, og at det derfor er forkert at kalde det for postfaktuelt. Der har til alle tider været propaganda, løgn og manipulation, og det har altid påvirket folks holdninger.

Okay, denne her er tung at komme i gang med. Jeg vil gerne tale om den kriminelle lavalder, og det er et område, hvor der er en masse følelser på spil - og så har vi heldigvis også en kæmpe bunke fakta og undersøgelser vi kan skæve til, så det vil jeg prøve at få lidt mening ud af.

Men lad mig starte med at kridte banen op. Så snart vi taler om den kriminelle lavalder, er der to lejre, der har meget svært ved at forstå og acceptere den anden fløj:

De blødsødne

Vi har igennem en årrække talt meget om effektiviseringer af den offentlige sektor, og det betyder som regel nedskæringer. Vi mener at arbejdet kan gøres mere effektivt og derfor billigere.
Jeg har selv, i flere omgange, været ansat i offentlige institutioner og har oplevet hvordan effektivisering ser ud indefra og det bliver dagens emne, med respekt for tidligere kollegaer og tavshedspligt naturligvis.

Verden ser ikke fantastisk ud lige nu. Trump hærger det nordamerikanske kontinent; totalitære kræfter er på fremmarch over hele Europa; Mellemøsten er sit sædvanlige kaotiske rod af ekstremisme, terror, apartheid, krig og olie. Og nåhja, menneskeskabte klimaændringer truer os alle.

Så skal vi alle give op og lade verden gå til? Skal vi kæmpe? Nytter det overhovedet?

Når man kører motorcykel (eller bil), er det vigtigt at kigge meget langt frem. Hvis man har blikket helt ude ved det punkt, hvor vejen drejer næste gang, ser man forhindringer i god tid. Og sker der noget tættere på, skal hjernen nok reagere ved at sige "DER SKER NOGET! REAGÉR!" Hvis man i stedet bliver så forblændet af det, der sker lige foran køretøjet, for eksempel for at styre uden om små bump på vejen eller fordi der er en afgrund ovre til højre, så overser man let en alvorlig situation langt fremme på vejen.

Det er ikke så sjældent man oplever at nogen fra de mere rabiate partier komme med racistiske udmeldinger. Det sker så tit at det er blevet helt almindeligt.

Fra andre partier kan man opleve at folk uden arbejde kaldes dumme og dovne. Det er også blevet helt almindeligt.

Vi lever i et samfund, hvor vi sælger idéen om, at vi er noget ganske særligt. Idéen er blevet så standardiseret, at vi har reklamer der, åbenlyst for en hver, retter ind efter det. F.eks. Renaults reklame fra i år, hvor en eventyrlysten mor vælger at dreje af fra den kedelige almindelige asfalterede vej og køre ud i det vilde natur, hvor man kan møde eventyret (og Han Solo og ”The Millennium Falcon”) sammen med alle de andre der køber en Renault, for at komme væk fra det almindelige.

Tit og ofte når snakken går på logning og andre former for overvågning, får man at vide at det kun er de skyldige der har noget at frygte. Rent bortset fra de mere principielle og filosofiske årsager til at man kan være imod at lade sig masseovervåge (og selv hvis vi stoler på at en statsmagt der tit og ofte har skuffet, ikke vil vende overvågningen mod deres borgere), så er der en meget væsentlig - og ofte overset - grund til at det ikke kun er de skyldige der har noget at frygte. Den handler om statistisk.

[Nærværende version af denne artikel er redigeret noget 9. juli 2026. Jeg opdagede at jeg havde lavet en rigtig dummefejl og faktisk fået erstattet "Retten til frihed" med "Retten til helbred" som jo bare er en underkategori af "Retten til liv"]

Jeg er liberal

Det vil mange, der kender mig, stille sig tvivlende overfor, givet min udpræget venstreorienterede politik. Men det er jeg altså alligevel. Jeg bakker i store træk op om Locke's tanker om menneskets rettigheder, og disse betragtes som grundlaget for politisk liberalisme.