Hvorfor alle andre tager fejl

Efter Trumps valgkamp og -sejr i 2016 begyndte man for alvor at tale om "fake news" og "det postfaktuelle samfund". Sandheden er naturligvis at vi aldrig har haft et faktuelt samfund, og at det derfor er forkert at kalde det for postfaktuelt. Der har til alle tider været propaganda, løgn og manipulation, og det har altid påvirket folks holdninger.

Mennesket har simpelthen let ved at tro på forkerte ting. I mange tilfælde lettere end ved at tro på sande. Især hvis de falske ting bekræfter deres fornemmelser. Det er det man kalder bekræftelsesbias, og er en af flere kognitive biases der er med til at forvrænge vores opfattelse af verden.

Overlevelsesbiases er osse ret populære for tiden - nu hvor vi omsider er nået til en del af verdenshistorien hvor børn generelt overlever barndommen, ønsker folk sig tilbage til den tid hvor man kunne lade ungerne lege på motorvejen og svømme med hajer - det gjorde man jo selv, og man overlevede, så hvordan kan det være farligt?

Ulempen ved at skrive om andres kognitive biases er at de altid vil kunne svare igen ved at påpege at jeg osse har mine, og det har de naturligvis ret i. Men jeg bilder mig ind at jeg har færre end flertallet, og da det er en behagelig illusion, er den stærk, så jeg fortsætter ufortrødent.

En af de farligste biases er rapporteringsbias. Det er ikke en bias der som sådan ligger i den enkelte person, men er en konsekvens af hvordan, og hvad, medier rapporterer.

Historier skal, hvis de skal sælge, have en vis form for usædvanlighed. Det er ikke en god historie at der en given eftermiddag ikke var nogen der blev myrdet i Holstebro, for sådan er det de fleste eftermiddage. Hvis der derimod pludselig sker et mord, vil det naturligvis komme i pressen. Og hvis der sker to kort efter hinanden, risikerer Holstebro at få et ry som en by med mange mord, selvom det i bund og grund stadig er en usædvanlig hændelse.

Rapporteringsbias er ikke alene et spørgsmål om en sensationspresse med dårlig moral, men en tilstrækkeligt fundamental del af menneskelig psyke til at det osse er et problem i seriøse videnskabelige tidsskrifter. Det er lettere at få publiceret et studie der viser en sammenhæng, end et der ikke gør (hér er et online-tidsskrift der som modsvar på dette problem kun publicerer negative resultater: http://www.negative-results.org/). Denne underrapportering har et overlap med den såkaldte p-hacking jeg skrev om i en tidligere artikel, og er en del af et større kompleks af fundamentale problemer i moderne videnskab - der i høj grad er baseret i en udbredt manglende forståelse for statistik.

Så når selv de voksne, seriøse tidsskrifter falder for dette, hvordan kan man så fortænke aviser der kæmper for deres overlevelse, i at nøjes med at skrive om det mest sensationalistiske? Ulempen er at verden let kommer til at se langt værre ud end den er, og måske især at visse befolkningsgrupper bliver repræsenteret af de allerværste ekstremer.

Danmark er et aldeles fredeligt land med en meget lav mordrate - der er ca. 8-10 gange så mange der dør af kræft i endetarmen hvert eneste år (for nu bare at tage én underrapporteret dødsårsag).

De fleste indvandrere, vestlige eller ej, er ikke kriminelle. Overordnet set følges kriminaliteten i Danmark i høj grad med arbejdsløsheden, og den har i store træk været faldende siden finanskrisen.

De fleste muslimer er ikke fanatikere eller terrorister. Faktisk er der næsten ingen terrorister overhovedet. Gennem de sidste 30 år er der sket 2 dødsfald i Danmark som følge af terror - det er samme antal 55-59-årige der i 2016 døde af nyrebetændelse.

(For andre dødsårsager kan man altid lege lidt i statistikbankens tabeller)

Men hvad kan man så gøre mod dette uværk?

Man kan forsøge at oplyse folk, men det er svært at ændre på indgroede holdninger. Man kan lave en politisk blog og af og til forsøge at forklare ting om verdens sande tilstand. Man kan undersøge ting ved at kigge i faktiske statistikker.

Man kan osse prøve altid at være skeptisk når nogen mener noget for stædigt - og måske især når man selv gør det.