Jamen de siger det jo bare som det er

Jamen de siger det jo bare som det er

Populisme

Det er ikke så sjældent man oplever at nogen fra de mere rabiate partier komme med racistiske udmeldinger. Det sker så tit at det er blevet helt almindeligt.

Fra andre partier kan man opleve at folk uden arbejde kaldes dumme og dovne. Det er også blevet helt almindeligt.

Af og til, når en ekstra hård udmelding er røget ud, og medierne så går ind i debatten, oplever man at der trækkes i land. Vi får at vide, at sådan var det ikke ment, at den lige blev strammet lidt for meget, og at det altså ikke er partiets linje, men alt det er lige meget - kernevælgerne fra partiet har hørt hvad der blev sagt, og de ved godt at undskyldningen bare er noget man kommer med fordi det er noget man skal.

Og hvis man spørger en LA-vælger, om de virkelig mener at dem der er fattige bare er dovne, eller en vælger fra DF eller nogen der støtter Nye Borgerlige om de synes det er ok at nedgøre muslimer, så får man ofte svaret at "de jo bare siger det som det er".

 

Tit når vores folkevalgte siger noget kontroversielt, handler det da heller ikke om at sige tingene "som de er", forstået på den måde, at det ikke er vigtigt om det som sådan er sandt det de siger - det er vigtigere at komme ud med et budskab end med noget der reelt passer.

Sagen er at DF og Nye Borgerlige er racister, og at LA og deres støtter mener at arbejdsløse er dovne. Det må de bare ikke sige, så når de kommer til det, skynder de sig at trække i land - og langsomt men sikkert bliver det mere okay at sige det, fordi folk vænner sig til det.

For en årrække siden kom Eva Kjer Hansen fra Venstre til at sige at det var helt fint, hvis uligheden steg. Det var der ikke noget forkert i at sige indenfor Venstre, men hun kom til at sige det offentligt, og straks var hendes chef, Anders Fogh, ud og sætte hende på plads.

https://www.information.dk/2007/07/fogh-saetter-eva-kjer-paa-plads-ulig…

Sidenhen har Venstre arbejdet aktivt på at øge uligheden ud fra devisen at ulighed skaber dynamik, og hvad der er godt for de rigeste er godt for alle. Sandheden er selvfølgelig at det eneste man med sikkerhed kan sige er, at det der er godt for de rigeste, er godt for de rigeste.

 

Fra DFs side har vi hørt mange ting gennem tidens løb. Indvandrere formerer sig som kaniner, er det blevet sagt. At muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede, og at kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.

Det mener DF som parti ikke. Selvfølgelig ikke. Ikke officielt. Ikke endnu.

Men stille og roligt skubbes debatten i den retning. nu har både DF og De Konservative udtalt at man skal give hånd for at kunne få statsborgerskab, fordi det at give hånd er noget ganske dansk. Og noget som kan give problemer for visse troende muslimer - og det er sandelig ikke for at genere dem at man kommer med sådan noget, eller for at tækkes et den indre svindhund hos et vist segment. Nej da.

https://www.avisen.dk/df-og-k-alle-skal-give-haand-for-at-faa-statsborg…

 

Men tilbage til det jeg kom fra - siger politikerne det da ikke bare som det er? Nej.

Folk vil hellere arbejde end få flere penge, fordi arbejde er identitetsskabende. Vores indvandrere og deres efterkommere integrerer sig i rekordfart. Statistikkerne viser det - vores politikere ved det. Og vores journalister burde kaste det i hovedet på dem hver evig eneste gang de kommer med noget dumt og usandt.

https://politiken.dk/oekonomi/arbejdsmarked/art5496327/Lavtl%C3%B8nnede…

https://www.facebook.com/michael.schoet/videos/vl.158792861438272/10155…

Det der er vildt er hvor positivt vores samfund udvikler sig med faldende kriminalitet over hele linjen, samtidig med der bliver skrevet mere og mere om den smule kriminalitet der er tilbage. Men med det sagt, så er der selvfølgelig områder hvor det står værre til end andre.

Da jeg var barn var billedet sådan set det samme: Der var mest kriminalitet blandt de fattigste. Forskellen fra dengang til i dag er, at vi ser flere med anden etnisk baggrund end dansk blandt de fattigste, og dermed også med en højere repræsentation i kriminalstatistikkerne - og vi sørger som samfund selv for at det bliver sådan ved kontinuerligt at hindre asylansøgere i at komme i arbejde ved at holde folk på integrationsydelser, ved almindelig hverdagsdiskrimination, hvor det er sværere at få et arbejde hvis man har et forkert navn.

Det er i virkeligheden ikke synderligt underligt. For mig at se er det underlige at der ikke er flere der kan gennemskue det.

 

Skal man vide eller føle?

Når man som menneske skaber sig sine holdninger, så er det langt hen ad vejen på baggrund af følelser. Når vi præsenteres for en situation har vi instinktivt en følelse af om det er rigtigt eller forkert - vi er skabt til at reagere hurtigt, fordi overlevelseschancerne i naturen ofte er bedre hvis man tager en hurtig beslutning, end hvis man sidder i flere minutter og overvejer fordele og ulemper ved at flygte fra bjørnen hhv. spille død. Og i nogle tilfælde rammer vi også rigtigt.

I den moderne verden vi er i i dag, er det bare ikke altid så ligetil. Vi har opbygget et ret komplekst samfund, hvor vi ikke engang har været i stand til at gennemskue at dot-com boblen var en boble, hvor vi indtil 2008 troede at væksten ville stige for evigt, og hvor bitcoins stadig ikke er helt afvist som seriøst møntenhed.

Så når vores politikere siger åbenlyse usandheder såsom "arbejdsløse er dovne" og "muslimer er onde", så vil vores dovne hjerne tit bare vurdere at det da sikkert er sandt. Det kommer fra folkevalgte politikere - det burde være troværdige kilder.

Men ved vores politikere så ikke bedre? Jo. Vores politikere er velinformerede, og ved godt alt det her, så det store spørgsmål man må stille sig selv er: Hvorfor lyve?

Mit bedste bud er at de følger devisen "målet helliger midlet". Vores politikere arbejder på at få Danmark til at være det bedste land, de kan forestille sig. For nogen er det et land hvor staten blander sig helt udenom, og der ikke er en velfærdsstat. For nogen er det et land kun med hvide borgere. Det kan man ikke sige - og så siger man noget andet. Det er mit bedste gæt.

Men det skal de ikke slippe afsted med! Vi skal alle tale magten imod! Flertallet af danskere mener vi skal have en velfærdsstat, og de færreste er racister! Fattige er ikke dovne og dumme - de er bare fattige. Muslimer er ikke farlige kriminelle - de er hårdtarbejdende medborgere i vores samfund. Husk det. Udbred det. Tal løgnen imod!