Det bliver bedre

Verden ser ikke fantastisk ud lige nu. Trump hærger det nordamerikanske kontinent; totalitære kræfter er på fremmarch over hele Europa; Mellemøsten er sit sædvanlige kaotiske rod af ekstremisme, terror, apartheid, krig og olie. Og nåhja, menneskeskabte klimaændringer truer os alle.

Så skal vi alle give op og lade verden gå til? Skal vi kæmpe? Nytter det overhovedet?

Det er nok umiddelbart denne blogs umiddelbare instinkt at være kulturpessimistisk og se på det alt det dårlige der sker og forvente at vi er på vej i afgrunden, men på den lange bane er det bare ikke sådan verden historisk set har udviklet sig.

Et lille tilbageblik

Året er 1914. En jugoslavisk nationalist myrder den østrig-ungarske tronfølger i Sarajevo, og efterdønningerne er en 4 år lang krig hvis lige aldrig tidligere er set.

Inden Den Store Krig er afsluttet, udbryder en verdensomspændende epidemi - Den Spanske Syge - der dræber markant flere end krigen gjorde.

I Rusland udbryder revolutionen, og en totalitær kommunisme breder sig i store dele af verden, mens andre lande tyr til andre totalitære ideologier - ikke uden hjælp fra efterdønningerne af børskrakket i 1929. Én af de totalitære ideologier der fik godt fat i Europa, var nazismen, hvis erobringsiver førte til en endnu større krig, og hvis menneskehad førte til det direkte forsøg på udryddelse jøder, homoseksuelle og andre der blev vurderet underlegne.

Krigen varede ikke evigt, men efterfølgende blev verden opdelt i to blokke, domineret af supermagter på randen af atomkrig - en krig der potentielt ville kunne gøre jorden ubeboelig. Denne Kolde Krig kulminerede med Cuba-krisen i 1962.

Alt dette skete inden for en periode på 50 år. De udfordringer vi har i dag, burde virke som ingenting i forhold til. Men verden gik ikke under. Faktisk skal man være mere end almindeligt konservativt anlagt for at hævde at den ikke var i markant bedre stand i 1964 end den var i 1914. Over hele verden havde folk bedre økonomi, længere levetid, lavere børnedødelighed, mindre hungersnød, flere frihedsrettigheder ...

Den røde tråd

Og sådan har det været over i hvert fald de sidste par hundrede år. Hvis man ser på udviklingen i mere overordnede træk, er det på langt de fleste parametre kun gået én vej - den rigtige. Ja, der er fartbump, og de kan være næsten uoverstigeligt store, men vi er kommet over dem. Og vi er kommet ud på den anden side med en verden i bedre stand.

Hans Rosling, der desværre døde i 2017, havde som et af sine væsentligste projekter at oplyse om de fremskridt der sker når det kommer til vores levevis. Han taler om projektet i denne video:

Hvis man går i dystre tanker om vores fremtid, og ønsker opmuntring, kan man selv hygge sig med at se visualiseringer over udviklingen på hans hjemmeside Gapminder. Det går ikke lige hurtigt i alle lande. Af og til går det baglæns, men på den lange bane går det stadig kun én vej - og det er mod en bedre verden.

Hvad er der allerede sket?

Eksemplerne på hvordan vi har overkommet - eller er i gang med at overkomme - truende problemer er mangfoldige. 

Igennem det tyvende århundrede har teknologi reddet utallige mennesker. Vi har udryddet kopper, masser af andre sygdomme holdes gevaldigt nede af vacciner (ja, der er af en eller anden grund en modbevægelse mod dem for tiden, men mon ikke de uddør engang?), og Norman Borlaugs grønne revolution har givet mulighed for at brødføde langt flere mennesker end nogensinde før.

I Danmark er homoseksualitet bredt accepteret, og dem der udsætter homoseksuelle for had (for det sker desværre stadig), mødes faktisk med modstand fra samfundet. Sådan er det ikke over hele verden (hér er der en 5 år gammel undersøgelse), men gå 50 år tilbage, og den manglende accept ville være næsten overalt - tolerancen stiger og den breder sig. Det går ikke så hurtigt som det burde, men retningen er klar.

Og så er der klimaforandringerne. De er menneskeskabte, og de er alvorlige. Det ved alle. Det er alle faktisk enige om. Eller ... næsten alle. Dem der ikke er enige, regnes bredt for ideologisk funderede benægtere (eller amerikanske præsidenter - suk!). Sådan var det ikke for bare få år siden - der var det faktisk et politisk kontroversielt spørgsmål, selvom næsten alle der vidste noget om sagerne, var enige. Den kontrovers er i det store hele væk. Det betyder ikke at der bliver gjort nær nok endnu, men i det mindste er det accepteret at der skal gøres noget.

Og de eksempler er jo kun småtilfældige udpluk. Der sker store fremskridt overalt. Uddannelse og teknologi er fundamentale, for de driver resten. Og for det meste går det fremad, og når det går baglæns, er det aldrig blivende. 5 skridt frem og 4 tilbage giver stadig et positvt nettoresultat.

Vi vil se modreaktioner. Trump er det klareste eksempel - hans politiske karriere startede i høj grad med hele Birther-bevægelsen der var en modreaktion mod en sort præsident, men den modreaktion kom jo kun fordi det faktisk var kommet dertil hvor en sort kunne blive præsident. De gamle strukturer falder, og det vil give dønninger - på godt og ondt.

Hvad skal der ske?

Hvis man synes at have læst lidt forbehold i alt det ovenstående, så er det selvfølgelig helt korrekt.

Det bliver bedre, men det går ikke automatisk, og det går ikke altid hurtigt. Vi kan ikke læne os tilbage og vente på den uafvendelige udvikling - den er kun uafvendelig hvis vi skaber den. Og det gør vi ved at være på vagt. Det gør vi ved at kæmpe for uddannelse, for lighed, for videnskab, tolerance, demokrati og medmenneskelighed. Verden bliver bedre fordi vi gør den bedre. Det nytter.

Er verden lort lige nu? Ja, det er den på rigtig mange måder, og det skal tages dybt alvorligt. Men det har været værre, og det bliver bedre. I sidste ende vinder de gode - og det er derfor det er værd at kæmpe kampen.