Fremtiden kommer

Når man kører motorcykel (eller bil), er det vigtigt at kigge meget langt frem. Hvis man har blikket helt ude ved det punkt, hvor vejen drejer næste gang, ser man forhindringer i god tid. Og sker der noget tættere på, skal hjernen nok reagere ved at sige "DER SKER NOGET! REAGÉR!" Hvis man i stedet bliver så forblændet af det, der sker lige foran køretøjet, for eksempel for at styre uden om små bump på vejen eller fordi der er en afgrund ovre til højre, så overser man let en alvorlig situation langt fremme på vejen.

Den kvikke læser har nok gennemskuet, at jeg ikke skriver dette for at give gode råd om, hvordan man færdes på landevejen.

Robotterne kommer

Robotterne kommer. Det gør de. De er her allerede, og deres forfædre, maskinerne, har været her i årtusinder, men der kommer flere af dem, og de kan mere og mere. Først revolutionerede de landbruget. I 1700-tallet beskæftigede landbrugssektoren over halvdelen af landets befolkning. I dag beskæftiger den kun få procent - og producerer meget mere end dengang.

Andre sektorer er opstået og har siden gennemgået en lignende udvikling. Fabriksarbejderne har fået hurtigere og stærkere maskiner, håndværkerne har fået elværktøj, bogholderne har fået regneark og bogholderiprogrammer, sekretærerne har fået Word og kopimaskiner, transportsektoren har fået tog, biler og Panamax-både. Den enkelte arbejder er blevet i stand til at udføre langt mere arbejde ved hjælp af sine værktøjer - robotterne. Eller han er blevet i stand til at udføre nøjagtigt den samme mængde arbejde OG se en masse kattevideoer på Facebook.

Der skal udføres langt mindre arbejde af menneskehænder, og derfor er antallet af arbejdere i produktionen og transportsektoren blevet til en langt mindre del af befolkningen, samtidig med at arbejdstiden er sat ned.

Fører vi industrialiseringens og automatiseringens konsekvenser helt til dørs, så står vi en dag med et samfund, hvor al nødvendig produktion og transport er automatiseret. Det varer en tid endnu. Det er også muligt, at det aldrig sker, men vi vil komme tættere og tættere på, som årene går.

Det næste store skridt i den retning vil formentlig være 3D-printere, der kan printe tøj, elektronik og hårde maskindele (enten af metal eller af meget hårdføre kulforbindelser.) Planerne vil kunne downloades fra internettet og printes lokalt, hvilket vil medføre en voldsom forandring i vores behov for at transportere ting fra Kina til Vesten, og det vil gøre det af med 95-99% af produktionsindustrien, som vi kender den. Hvis det bliver muligt i rigt mål at genbruge materialer i disse printere, vil det også påvirke råvareindustrien i voldsom grad.

Vore politikere er i det små begyndt at spørge, hvad folk skal arbejde med, når nu hele sektorer reduceres med så mange procent. Det er det forkerte spørgsmål.

Større og vigtigere er det at spørge: Når en fabrik reduceres fra 10000 mand til 50 mand, er det så rimeligt, at ejeren af maskinerne får alle de penge, de fyrede 9950 fik før? Og når selv maskinerne og de 50 er erstattet af decentrale print-stationer, hvad så? Og hvad med patenter og licenser? Skal folk have ret til at printe de dagligdags ting, de skal bruge (mod at betale for energi og råvarer og en mindre afgift) eller skal det fortsat være muligt for de få ejere at patentere dagligdags ting som f.eks. trøjer, ved at kalde dem "et apparat, der har to ærmer og hul til hals og hofte, som kan varme folk, når det er koldt."?

Der er store strukturelle ændringer af samfundet i vente. Vi skal tænke over dem nu.

Vandet kommer

Temperaturen stiger globalt, og det får konsekvenser. Hvis temperaturen stiger 2 grader - den acceptable stigning ifølge Paris-aftalen - ventes vandstanden at stige 4,5 meter (eller lidt mere). Det vil gøre halvdelen af denne blogs skribenter hjemløse. 

Og det er HVIS vi lever op til Paris-aftalen. Visse dominoeffekter kan gøre, at temperaturen stiger 4 grader eller mere, selv hvis vi lever op til målene. I så fald stiger vandet små 9 meter, og vore efterkommere vil kunne drikke dansk bourgogne i deres dyre sommerhuse ved Karise fjord eller Odense Strand, mens de fortæller eventyr om den sunkne ø Amager og finder på navne til de mange små øer i det nye sydsjællandske øhav.

Vore politikere er langt om længe kommet i gear og spørger nu oprigtig (tror jeg da), hvordan vi kan nå at overholde Paris-aftalen. 

Det spørgsmål skal selvfølgelig besvares, men derefter kommer spørgsmålet om, hvordan vi får et Danmark til at fungere, hvor vandet er steget 5-9 meter. 

Skal vi forberede os på at flytte folk, eller skal vi i gang med et umådeligt voldsomt kystsikringsprojekt, størrelsesorden Holland? Gør vi ingenting, vil omkring 1 million danskere blive ramt af oversvømmelserne - herunder Amalienborg, Christiansborg og Christiania. Så i det mindste er det en god, demokratisk sindet katastrofe.

(Det skal bemærkes, at kystkommunerne typisk er opmærksom på situationen og arbejder med kystsikring. De planer jeg har fundet for København og Dragør virker mindre ambitiøse og ikke så langsigtede, som man kunne ønske. Planen for Køge (hvor jeg selv ejer et hus) virker mere ambitiøs, men tager stadig kun højde for stigninger på op til 2,8 meter)

Vil du selv lege med? Se her: http://www.floodmap.net/

Flygtningene kommer

Ja, vi får oversvømmelser. Men det har vi ressourcerne til at gøre noget ved eller kompensere for. Nede omkring ækvator vil temperaturstigningerne gøre store egne ubeboelige eller i hvert fald gøre, at de kan brødføde langt færre end i dag. Så gør folk det, de har gjort siden Arilds tid: De slås om de ressourcer der er, og dem, der taber, bliver jaget på flugt. Fra Sydamerika til Nordamerika. Fra Afrika til Europa og Asien. Hvis vi er rigtigt uheldige, har de våben med. Under alle omstændigheder taler vi om folk, der før har prøvet at kæmpe for deres liv og at leve af langt mindre, end vi europæere nogensinde vil lade os nøjes med.

I øjeblikket er det store politiske spørgsmål, hvordan vi får "dem" til at holde op med at komme. Der er fantasifulde løsninger på bedding med store modtagelejre i Nordafrika. Glem det. 

Når det virkelig går løs, vil flygtningekrisen i 2015 vil være et kærligt minde. bureaukratiske diger som lejrene i Nordafrika vil briste - når man kæmper for sit liv og sin families liv, så har man ikke tid og vilje til at følge bureaukratiske procedurer.

Der kommer et punkt, hvor vi bliver tvunget til at dele pladsen med flere mennesker. Vi kan lige så godt straks begynde at spørge om, hvor de skal bo, og hvad de skal leve af. Alternativet er et af Vesten anstiftet folkemord, som verden aldrig har kendt magen til. Det kan vi ikke leve med i virkeligheden.

Fremtiden kommer

Den kommer luskende med 60 sekunder i minuttet, og de scenarier, jeg har skitseret ovenfor, indeholder spørgsmål, som vi bliver nødt til at besvare med handling. Jo før, vi kommer i gang, des bedre.

Begynd at spørge dine politikere allerede nu, hvad de har tænkt sig. Det kunne være så skønt hvis valget kunne handle om andet end bilbrande og vildsvinehegn.