Vores Fantastiske Unikke Liv!

Vi lever i et samfund, hvor vi sælger idéen om, at vi er noget ganske særligt. Idéen er blevet så standardiseret, at vi har reklamer der, åbenlyst for en hver, retter ind efter det. F.eks. Renaults reklame fra i år, hvor en eventyrlysten mor vælger at dreje af fra den kedelige almindelige asfalterede vej og køre ud i det vilde natur, hvor man kan møde eventyret (og Han Solo og ”The Millennium Falcon”) sammen med alle de andre der køber en Renault, for at komme væk fra det almindelige. Eller for en del år tilbage, hvor Toyota havde en reklame for en bil til de helt særlige individer, der ikke var som de andre. Et halvt år senere kom reklamen igen, med teksten; ”20.000 danskere har allerede købt model xxx. 20.000 danskere kan ikke tage fejl”. Tallene er eksempler jeg har fundet på, men pointen er, at man sælger den ganske særlige individualitet på en formel og fortæller folk at det gør dem unikke, selvom de bare følger flokken. Toyota reklamen var særligt slem; vær unik, gør som alle andre. Flertallet kan ikke tage fejl.

Problemet er, at vi er flok dyr. Vi jager den samme kultur og den samme reklame og læser i de kulørte blade, for at holde os informeret om, hvad den rette trend er - for at passe trygt ind i den mainstream vi for guds skyld ikke må forlade. Vi har intet reelt ønske om at være specielle og unikke. Vi vil helst ikke skille os ud i mængden.

Jeg tror ikke, at det er ikke sundt, at vi skal jage det unikke hele tiden, for aldrig at nå det. Eller, at vi skal stresse os selv med alle mulige fremmedartede, aparte ting, for at fremstå unikke, så vi kan passe ind i fællesskabet.
Det ser frygteligt stressende ud herfra, hvor jeg står.

Misforstå mig ikke. Jeg har intet imod det unikke eller det kunstneriske liv, og det alternative selvrealiserende. Det er bare sjældent, at det er et valg. Vi kan ikke alle være Christian Eriksen eller Pilou Asbæk. De færreste af os har den store, brændende ambition, viljen og talentet der kræves for at være unik.

Hvis vi konstant jager det unikke liv, får vi ikke plads til at slappe af med det, der gør os lykkelige. Hvis vi konstant jager noget, vi ikke nødvendigvis vil have, fordi vi pinedød skal passe ind, stresser vi os selv med et uopfyldt behov, for at skille os ud, fordi vi er bange for at være kedeligt normale.

Udover en paradoksal kultur, der siger, at vi skal være unikke for at passe ind i flokken, er denne moderne jagen efter det unikke en asocial forestilling, der fodrer os med den amerikanske drøm. Ikke nok med, at vi jager det unikke - når vi iscenesætter os selv som opposition til flokken, så lægger vi også vores følelse af ansvar overfor flokken fra os og det er meget værre.

I modsætningsforhold til det unikke og helt specielle og de 2% i eliten, står nemlig velfærdsstaten.
Idéen om det store fællesskab der løfter i flok, som hjælper de svageste i samfundet og sikre, at vi alle har rimelige muligheder.
Det fællesskab, der hjælper middelklassen med ordentlig uddannelse til vores børn og ordentlig pleje af vores ældre og ordentlig adgang til behandling, når vi bliver syge.
Det fællesskab, der i lang tid har sikret en af de mest veluddannede arbejdsstyrker i verden og et fantastisk system, hvor jobmobilitet og social mobilitet faktisk er en reel mulighed.
Det fællesskab der til gengæld siger at vi er en del af noget større og når vi løfter i flok bliver vi alle stærkere.

Den kultur, der fortæller os, at vi er ganske unikke, den fortæller os også, at vi ikke behøver det fællesskab. Når vi bliver eliten lige om lidt, så skal vores børn i privat skole, vores ældre på et privat plejehjem og når vi bliver syge, skal vi i privat behandling.
Hvorfor skal vi så bruge vores surt optjente penge på at betale skat til velfærdsstaten?

Det hænger jo fantastisk sammen med det Anders Fogh sagde; ”Fra bistandsklient til bankdirektør!”. Det er derfor, Lars Løkkes Matador-idol er Agnes. Det er den amerikanske drøm, eller hos os, den neoliberale drøm om, at alle er sin egen lykkes smed.
De forsøger at bilde os alle ind, at vi alle kan blive vindere og en del af eliten. Det eneste vi har brug for er selvtillid og hårdt arbejde, så bliver vi alle rige. Så bliver vi alle vindere.
Det er de neoliberales våde drøm, men det er desværre bare ikke virkeligheden.
Der er ikke plads til os alle i eliten og virkeligheden er, at dem der sidder i eliten, ikke har tænkt sig at gøre plads til os andre.
Der er altid nogen, der skal bære skraldet ud og fikse afløbet, men i den amerikanske drøm, jager de 98% de sidste 2% og identificerer sig med dem.
Vores flokidentitet, med jagten på det perfekte og unikke liv, handler om at skabe en illusion, hvor vi - i stedet for at tage vare på os selv - jager en utopisk drøm. En drøm om det gode liv der kommer, i stedet for det gode liv, vi burde have i dag. Det liv vi opnår, når vi endeligt løber fra fællesskabet og efterlader de andre bag os.

Det betyder, at vi ikke føler os som en del af det fællesskab, der burde tage vare på os. Det betyder også, at vi i stedet for at tage vare på fællesskabet, ender med at tage vare på eliten.

Igennem de sidste snart 20 år, har vi skåret i velfærdsstaten og kaldt det effektiviseringer. Vores politikere fortæller os, at vi kan få mere for mindre. Vi har endda politikere der forklarer, at ulighed er godt for samfundet.
De sparede penge bliver så brugt på at gøre de rigeste og mest magtfulde, mere rige og mere magtfulde, og hvis vi spørger Lars Løkke og Anders Samuelsen, så er vi kun lige begyndt.
Det er Neoliberalismen i sin grundform. At vi ikke skal tage vare på fællesskabet, men have ret til frit at tage så meget fra fællesskabet som muligt. Det har ikke længere noget med John Locke at gøre. Det er liberalisme uden ansvar.

Ulighed er godt, men ikke for Danmark. Det er godt for eliten.
Hvordan skal vi beholde den bedst uddannede arbejdsstyrke, så vi kan konkurrere med billigere arbejdskraft i Polen, hvis vi forringer vores uddannelser? Hvordan skal vi kunne gå fra bistandsklient til bankdirektør i det moderne samfund, alene med gåpåmod?

Når Dansk Arbejdsgiverforening snakker om, at vi skal have sænket lønningerne, slipper middelklassen ikke fri. Middelklassen får ikke mere overskud og tid, men hvis vi alle tror at vi er eliten, så lever vi i illusionen om, at det ikke er os det går ud over.
Men fortæl mig lige, om I husker den gang, hvor vagtlægen kom på hjemmebesøg? I dag kan man ikke en gang være sikker på, at man kan snakke med en læge, hvis man ringer til lægevagten. Hvem er det, der bliver ramt, når vores institutioner holder lukket, fordi de ikke har råd til at holde åbent? Har de ældre fået mere råd? Hvorfor er der så mange skandaler om vores hospitalsvæsen? Er det fordi effektivisering og nedskæringer gør vores vilkår bedre?

Den nye kultur, med jagten på det unikke liv. Det, hvor du er noget ganske særligt og hævet over mængden, er neoliberalismens kulturelle arm. Det er en kultur der beder dig om at save den gren, du sidder på, over og forlade fællesskabet, for at jage den amerikanske drøm. En drøm langt de færreste af os nogen sinde kan opnå.

Det er ikke fordi der er noget galt med den store drøm. Hvis du har talentet og viljen så gør det. Der er ingen der siger, at du ikke kan blive den næste Scarlett Johansson eller den næste Michael Laudrup, så følg drømmen og knokl røven ud af bukserne og bliv den bedste du kan blive, og hvis det er Scarlett Johansson eller Michael Laudrup så er det fantastisk!

Men hvis du nu i stedet bliver den næste Mille Gori eller den næste Jakob Busk, så er livet jo stadig fantastisk. Du vil få penge for at forfølge drømmen og få en masse fede oplevelser, men i den situation ville det jo være rart at vide, at dine børn stadig kan få en god uddannelse, selvom du ikke har råd til at sende dem på den dyreste privatskole i landet. At dine forældre stadig kan få en ordentlig hjemmepleje, selvom de må nøjes med den offentlige hjemmepleje og at du behøver ikke at være bange for at blive syg, selvom du er nød til at bruge et offentligt hospital.
Den store drøm behøver ikke at være en skuffelse, selvom du ender med at være en af flertallet, men hvis du har været så forblændet af den neoliberale drøm, at du tror, at drømmen nødvendigvis må lede til, at du bliver en del af eliten, så taler alle chancer for, at du bliver skuffet. Især hvis du på din vej har købt idéen om, at fællesskabet og velfærdsstaten ikke har nogen værdi.